Mine digte

Africa hvælvet
hvælvet himmel, udvisket horisont
blå bjerge i diset kærtegn
endeløse længsel
beruset sanselighed
øjeblikket
øjeblikket, hvor dyrenes lyde overdøver mine tanker
er nu altid
før blevet til aldrig
jeg er i jordens skød
og vugges blidt tilbage til mig selv                                                                                                                                                                                                                             ( juli 1995 )

nærvær
i fordybelsen strømmer livet til mig
et sansefyldt absolut
berusende som et høstfrisk æble
en saftig spændstighed
jeg mærker roen brede sig
og fornemmer svagt
stilhedens klingen i vindharpen                                                                                                                                                                                                                           ( oktober 1999 )

hengivelse
omsorgen i dine hænder
lydhørheden i dit blik                                                                                                                                                                                                                                                 et glimt af essens
( marts 92 )

mødeøjeblikke
Som en gnist
antændes en sovende længsel
efter samhørighed
spreder varme i mellemrummet
der som bølger rammer alle sanser
øjeblikket
beyond tid og rum
er nu altid. 2014)

solgule mælkebøtter
i brus og summen
totalstilheden med biernes akkompagnement
når crescendo med spættens tamporim
musvitten på claves
solsortefløjt
og break af knækkede grene
under dyrehove i skoven                                                                                                                                                                                                                                     sådan en morgen
må jeg stoppe op
tage livet til mig

vipstjerten spankulerer frejdigt
mellem knopsivene
klædt til fest
med dugdråber som perler på snor
dådyret sanser mine skridt
stopper
og fortsætter adræt sit morgenmåltid                                                                                                                                                                                                                    livet strømmer til mig fra alle verdenshjørner
beruset af sansemættet overflod                                                                                                                                                                                                                                 ( pinsemorgen 1991 )

sentimental
sårbarheden står i lys lue
skrøbeligheden martrer mit sind
men jeg er på vejpå vej
tilbage til mig selv
med jordforbindelsen in takt
(marts 2009)

og dog
lyden i biografen er overvældende
den pirrer mit nervesystem
i forvejen er det pirret af intensiteten og nærværet i handlingen
kvinden til venstre læner sig frem
hviler sine albuer på knæene
som ville hun suge hele oplevelsen til sig
jeg forlader biografen i et vakuum
mellem to parallelle verdener
det fysiske rum registres automatisk
mens psyken – eller er det sjælen
svæver omkring mig – over mig
jeg genkender fornemmelsen
som en lettere psykotisk tilstand
en tiltrækkende slørethed                                                                                                                                                                                                                                      (maj 2007)

al tings orden.
beruset af egen storhed,
ja nærmest tummelumsk
bevæger det moderne menneske sig derud med en fart,
som ville det hoppe elastikspring fra verdens tag
ser ud af øjenkrogen, afgrunden rakt foran sig
afværgning starter jordskred af dimensioner
sten, jord, buske og små træer falder i den brusende elv,
der hurtigt opsluges og sletter alle spor                                                                                                                                                                                                                    her røg globaliseringen
den morderne verdens markedsorden
de monopoliserede, markedsjusterende gigantselskaber
det gennemregulerede og overoverkontrollerede samfund.
den underholdnings og nyhedsfikserede kultur
grådighed, gerrighed.
gamle dødssynder med fornyet betydning
jagten på mere, det bedste, største, nyeste, smukkeste
holde fast, kontrollere, overvåge
livsbetingelser, det moderne menneske gives og skaber                                                                                                                                                                                                                                                                            når kulturen forsøger at fortrænge naturen
fra den naturlige ordens plads,
slipper den dårligt fra det                                                                                                                                                                                                                                      historien ler ad gentagelsen
hvad der for en tid kunne se ud som civilisationens sejr,
ligner i næste øjeblik snarere det menneskeskab
tab – gab – hvælv
hvor kaos hvirvler os rundt                                                                                                                                                                                                                                         vi griber en skrøbelig gren
klamrer os i håbet
om forbindelse til det oprindelige
– altings orden                                                                                                                                                                                                                                                          ( april 2000 )

på kanten af en depression                                                                                                                                                                                                                             hænger på kanten af en depression.
jeg kan lade mig falde i mørket
eller hage mig fast i
trække mig op ved
øjeblikkets gren
hvor tomheden – intetheden
og alt er samtidig i nuet
en særlig lykkefølelse                                                                                                                                                                                                                                               (maj 2007)

Comments are closed.