Mine digte

Africa hvælvet
hvælvet himmel, udvisket horisont
blå bjerge i diset kærtegn
endeløse længsel
beruset sanselighed
øjeblikket
øjeblikket, hvor dyrenes lyde overdøver mine tanker
er nu altid
før blevet til aldrig
jeg er i jordens skød
og vugges blidt tilbage til mig selv                                                                                                                                                                                                                             ( juli 1995 )

nærvær
i fordybelsen strømmer livet til mig
et sansefyldt absolut
berusende som et høstfrisk æble
en saftig spændstighed
jeg mærker roen brede sig
og fornemmer svagt
stilhedens klingen i vindharpen                                                                                                                                                                                                                           ( oktober 1999 )

hengivelse
omsorgen i dine hænder
lydhørheden i dit blik                                                                                                                                                                                                                                                 et glimt af essens
( marts 92 )

mødeøjeblikke
Som en gnist
antændes en sovende længsel
efter samhørighed
spreder varme i mellemrummet
der som bølger rammer alle sanser
øjeblikket
beyond tid og rum
er nu altid
(2014)

solgule mælkebøtter
i brus og summen
totalstilheden med biernes akkompagnement
når crescendo med spættens tamporim
musvitten på claves
solsortefløjt
og break af knækkede grene
under dyrehove i skoven                                                                                                                                                                                                                                     sådan en morgen
må jeg stoppe op
tage livet til mig
vipstjerten spankulerer frejdigt
mellem knopsivene
klædt til fest
med dugdråber som perler på snor
dådyret sanser mine skridt
stopper
og fortsætter adræt sit morgenmåltid                                                                                                                                                                                                                    livet strømmer til mig fra alle verdenshjørner
beruset af sansemættet overflod                                                                                                                                                                                                                                 ( pinsemorgen 1991 )

sørgmodighed
sårbarheden står i lys lue
skrøbeligheden martrer mit sind
men jeg er på vej
tilbage til mig selv
med jordforbindelsen in takt
(marts 2009)

og dog
lyden i biografen er overvældende
den pirrer mit nervesystem
i forvejen er det pirret af intensiteten og nærværet i handlingen
kvinden til venstre læner sig frem
hviler sine albuer på knæene
som ville hun suge hele oplevelsen til sig
jeg forlader biografen i et vakuum
mellem to parallelle verdener
det fysiske rum registres automatisk
mens psyken – eller er det sjælen
svæver omkring mig – over mig
jeg genkender fornemmelsen
som en lettere psykotisk tilstand
en tiltrækkende slørethed
(maj 2007

al tings orden
Beruset af sin egen storhed, ja nærmest tummelumsk
bevæger det moderne menneske sig derud med en fart,
som ville det hoppe elastikspring fra verdens tag.
Ser ud af øjenkrogen, afgrunden rakt foran sig.
I et forsøg på at afværge faldet sættes et større jordskred i gang.
Sten, jord, buske og små træer falder i den brusende elv,
der hurtigt opsluger og sletter alle spor.
Her røg globaliseringen. Den morderne verdens og dens markedsorden.
De profitjagende gigantselskaber. De monopoliserede og markedsjusterende økonomiske storselskaber.
Det gennemregulerede og overoverkontrollerede samfund.
Den underholdnings og nyhedsfixerede kultur.
Grådig og gerrighed.
To dødssynder, der har fået fornyet betydning.
Jagten på mere, det bedste, det største, det nyeste, det smukkeste.
Holde fast. Kontrollere, overvåge.
De livsbetingelser det moderne menneske på én gang gives og skaber.
Når kulturen forsøger at fortrænge naturen
fra den naturlige ordens plads,
slipper den dårligt fra det, som historien så ofte har vist.
Hvad der for en tid kunne se ud som civilisationens sejr,
ligner i næste øjeblik snarere det menneske-skab (menneskeskabte) tab –
et gab, hvælvet, hvor kaos hvirvler os rundt.
Vi griber ud efter blot en lille gren at klamre os til i håbet om at kunne få forbindelse til det oprindelige – altings  orden, tilbage
(april 2000)

på kanten af en depression                                                                                       hænger på kanten
af en depression                                                                                                              skal jeg lade mig falde i mørket
eller hage mig fast i
trække mig op ved
øjeblikkets gren
hvor tomheden – intetheden
og alt er samtidig i nuet
en særlig lykkefølelse
(maj 2007)

Et spirende håb
Mit øje sanser spirende liv
Spæde lysegrønne blade
Bristefærdige knopper
forårsbebudende blomster
Mine ører hører fuglefløjt
summende bier
Huden kærtegnes af
en let brise og solens varme
En spæd, spirende ny begyndelse
Er det mon en ny verdensorden?
En ny klimaansvarlighed?
”Sammen men hver for sig”
Kunne det være en metafor
for en ny og human globalisering
Håbet er lysegrønt som foråret
(april 2020)

Comments are closed.